Kære familier,

Tak for de fine billeder, vi modtog til fejringen af La Leche Leagues 60 års jubilæum i oktober!

Ammecaféer:

Alle interesserede er velkomne til ammecaféer! Her finder man støtte, netværk og information om amning. Her kan du kan se kommende ammecaféer.

Månedens emne: Klyngeamning – helt normalt og super smart!

Har du oplevet tidspunkter, hvor baby bogstaveligt talt ammer i timevis? Hvor intet andet end brystet virker til at være godt nok, og hvor du i sandhed føler dig som en ”marathon-ammer”?

Så har du oplevet, hvad der heldigvis er helt og aldeles normal babyadfærd. Når amningerne nærmest klumper sig sammen, ofte på særlige tidspunkter af dagen som f.eks. om aftenen, kaldes det klyngeamning – eller cluster feeding.

Du har måske oplevet at amme uafbrudt hele aftenen – eller du har måske prøvet at stå med en urolig baby, som skiftevis hægter sig af og på brystet, mens han virker både træt, frustreret og ubeslutsom. Sådan nogle aftener kan være seje træk at komme igennem, og mange mødre oplever en nagende tvivl om, hvorvidt de overhovedet har nok mælk, eller om baby måske reagerer på noget, de har spist.

Men realiteten er, at hvis baby ellers er i trivsel og ikke virker decideret smerteplaget, f.eks. i maven, er det helt normalt og ikke et tegn på manglende mælk eller allergiske reaktioner.

Klyngeamning er et godt og solidt tegn på, at babyers behov er dynamiske og uforudsigelige. Selvom det kan føles sejt og tungt at amme i op til flere timer ad gangen, er der en klar mening med det. Babys mave er stadig så lille, at den kun kan rumme små måltider af det letfordøjelige modermælk, og tarmene er endnu ikke så effektive i deres arbejde. Samtidig gror baby i sandt lyntempo!

Produktionen er derudover endnu særdeles følsom, og kroppen er ved at stille sig ind på, hvor meget den fremover skal producere – og hvem den skal producere til. Derfor er det kun en fordel for det senere forløb, hvis baby styrer antallet og længden af amninger.

Nogle mødre oplever desuden, at klyngeamningen om aftenen virker som en buffer først på natten, så baby tager et længere søvnstræk. Smart, ikke?

—–

LLL er en frivillig organisation, som støtter familiers ønske om at amme med information og vejledning.
Medlemskab koster 150kr for et år og hjælper os med at uddanne nye Leaders, holde ammecafeer og tilbyde telefonisk såvel som skriftlig vejledning.
Vil du støtte LLL DK?